Tagged: Music

I bogen How to remix giver Tim Prochak en definition begrebet “mash-up” som musikalsk genre. En af Prochaks overordnede definitioner er, at remixet som æstetisk værk ikke alene består af musik. Prochak skriver: ”there is a great deal more to remixing than setting a drum track to an original song” (Prochak, 2001, p. 9), noget man ikke kan fornægte. I Prochaks optik er det musikalske remix at betegne som ”the sublime sister of painting” i det postmoderne samfund gennem de nye medier. Endvidere ser han remixet som moderne tiders kunstrefleksive udtryksform i den forstand, at man gennem remixet reflekterer over den elektroniske musikgenre som kunstform. I forlængelse af dette tager han fat på diskussionen af remixets intention. Remix og mash-ups synes således at have ændrede intentioner som digital æstetisk udtryksform i det postmoderne samfund. Fra at være et musikteknisk virkemiddel til musikalsk manipulation, som eksempelvis at gøre et track hurtigere eller langsommere – peger Prochak nu på, at ”bedroom remixing” med illegalt materiale og ”white-label” produktioner i højere grad tiltaler remixkunstens udøvere.

Afhængig af hvilken teoretisk argumentation man finder rigtig findes der både argumenter for og imod remixet som en egentlig kunstform. Marstal og Moos betegner i remixet som ”den opdaterede collage”. De ser på den ene side remixet som et kommercielt fænomen i den forstand, at det kan give et stille nummer et nyt tempo der gør det mere dansevenligt – altså hvad der ifølge Prochak høre til det klassiske remix. I kontrast til det kommercielle remix står det kunstneriske remix. Dette kan i Marstal og Moos optik, anskues som en collagepræget anvendelse af lyd i remixproduktionen.